Der er ikke noget værre end at få en vabel efter en lang dag i et par sko, og når først vablen er kommet, så er det først rigtig generende. Den sviende og brændende fornemmelse som følger med sådan én er temmelig ubehagelig og kan blive meget smertefuldt. Dette scenarie vil vi vist alle gerne undgå, og især hvis man er outdoor menneske og går rigtig mange skridt på en vandretur. Det kan nemlig bringe mange ubehagelige smerter med sig, hvis man er tvunget til at vandre mange kilometer gennem vildmarken med en vabel på foden. Derfor har vi her lavet den ultimative guide til, hvordan du bedst muligt undgår vabler og hvordan du behandler dem.

MEST POPULÆRE PLEJEPRODUKTER


Vabelguiden

Alle der før har haft en vabel ved, at når først den ubehagelige, smertefulde og væskefyldte boble er opstået, så kan din vandretur eller gåtur altså hurtigt tage en negativ drejning og ende med at forvandle sig i den knap så hyggelige retning – nemlig i en både blodfyldt og smertefuld retning. Én ting er altså at undgå, at de opstår, en helt anden ting er at være parat med den rette behandling, hvis den skulle være så uheldig at opstå alligevel.

Det smertefulde og blodfyldte mareridt der risikerer at vente dig, så snart en vabel er opstået, kan faktisk nøjes med at ende knap så galt, som du kunne frygte det. Der skal rent faktisk nemlig kun nogle ganske få og enkle tiltag til samt den rette baggrundsviden, før at du er godt rustet til både at behandle de små djævle, men også til at undgå dem helt og aldeles. Vi håber rigtig meget på, at vi med denne guide kan hjælpe dig til så vidt muligt at undgå vabler fremadrettet eller om ikke andet behandle dem på en god og effektiv måde, når først de er opstået.

Vi vil løbende i guiden besvare de mest centrale spørgsmål, du måtte have i forbindelse med vabler generelt og behandling af dem. Derfor kommer vi ind på følgende punkter:

  • Hvad er grunden til, at vabler opstår
  • Hvordan undgår du bedst, at vabler opstår?
  • Skal man punktere en vabel og hvordan?
  • Hvad er den bedste behandling af vabler?
  • Hvad gør du, hvis den er blodig?
  • Hvordan skal du forholde dig til en eventuel betændelse i vablen?
  • Hvilke produkter er uundværlige at have med på tur, for at undgå vabler?

Vi vil nedenfor besvare følgende punkter i den opstillede rækkefølge.

Hvad er grunden til, at vabler opstår?

 

Det er generelt meget forskelligt fra person til person, hvor nemt man har ved at få vabler. Hos nogle kommer de meget let, hvorimod der hos andre skal meget til, før de opstår. Desuden kan der også være stor forskel på, hvor hurtigt de vil udvikle sig. Nogle har også mere tendens til at få dem under foden, hvor andre måske har større tendens til at få dem mellem tæerne osv.

Vabler på fødderne opstår helt enkelt, fordi huden bliver irriteret. Det kan skyldes friktion eller ved et decideret tryk mod huden. Årsagerne er typisk, at fodtøjet generer, og der vil opstå gnidninger mellem fodtøj og fødder. Når huden bliver irriteret, vil den danne en væskefyldt blære, som opstår for at beskytte huden. Denne beskyttelse er dog ikke just behagelig og vil altså efterhånden begynde og genere og gøre ondt. Det er faktisk også kroppens egen måde at prøve at fortælle dig, at der er sket en overbelastning på det pågældende område, som man skal være opmærksom på.

Derfor er det også vigtigt, at fodtøjet passer helt som det skal, og at man f.eks. ikke går alt for lange ture i helt nyt fodtøj, som endnu ikke er gået til. Du kan læse mere om fodtøj, så du er sikker på at vælge det rette fodtøj.

Hvordan undgår du bedst, at vabler opstår?

 

Et af de første råd til at undgå vabler helt generelt er, at du sørger for at have fodtøj på, der både sidder, som det skal, passer ordentligt til din fod, og som passer til det terræn, du skal vandre eller gå i. Derfor er det altid en god idé at få hjælp og vejledning til valg af fodtøj, så du er sikker på, at det passer, som det skal – både på foden og til den tur, du skal ud på.

Dernæst er det vigtigt at vælge strømper, som hjælper med at nedsætte friktion og som samtidig sørger for, at dine fødder holdes tørre. Dette kan løses med et par vandrestrømper, eller at du både tager en indvendig og en udvendig strømpe på – et gammelt trick. Ved at anvende dette trick sørger man for at dæmpe stødet mellem foden og støvlen. Ydermere kan du forebygge vablerne ved jævnligt at skifte til et par helt tørre sokker. Dette trick stammer faktisk fra militæret, fordi soldater i mange år har praktiseret dette, og ifølge en af vore egne, så virker det ualmindelig godt.

Sørg også for at købe indlæg, som bidrager til optimering af pasformen på fodtøjet. Den standardsål der sidder i fodtøjet, når du køber det, er ikke lavet efter din fod, og derfor anbefales det at få et indlæg, der støtter lige præcis dine fødder mest optimalt. Du skal også huske at snøre dine sko rigtig godt, så de sidder godt fast omkring fødderne.

Som nævnt tidligere så er det alfa og omega, at dit fodtøj er gået godt til, inden du drager ud på den helt store vandretur i fjeldet. Når du så er afsted på turen, så husk at få holdt en masse pauser ind imellem, så du ikke bare går og går konstant uden pauser. Når du så holder disse pauser undervejs, så sørg for at tage både dit fodtøj og dine strømper af, så fødderne kan få lov at ånde.

En sidste vigtig ting du kan gøre for at forebygge vabler bedst muligt, er at sørge for at holde en god fodhygiejne. Dette omfatter blandt andet, at du har sørget for at klippe tåneglene, så de ikke kan ligge og presse og irritere inde under fodtøjet. Dernæst skal du sørge for at få fjernet alt den hårde hud, du måtte have, da dette kan være med til at vablerne lettere opstår. Sidst men ikke mindst, sørg for at dine strømper altid er helt tørre, når du tager dem på.

MEST POPULÆRE SOKKER & STRØMPER


Skal man punktere en vabel og hvordan?

 

Mange har nok prøvet at punktere en vabel, når den er blevet rigtig stor og væskefyldt. Dette vil også være det bedste at gøre, når først skaden er sket. Når den er opstået, skal du altså sørge for at få prikket hul på den, så væsken kan sive ud – dette tager også trykket i vablen. Ulempen ved at prikke hul på den er, at man dermed risikerer, at der kan komme snavs og bakterier ind i den, som så kan udvikle sig til en betændelse. Derfor er det bedst, hvis du kan prikke hul på den med en lille nål eller kanyle, som desinficeres, inden du prikker hul. Du kan også vælge at anvende en saks til formålet ved simpelthen at klippe hul. Dog skal du ligesom ved ovenstående løsning sørge for, at saksen bliver desinficeret.

Hvad er den bedste behandling af vabler?

 

Når først væsken har forladt vablen, skal man sørge for at få sat noget plaster uden på huden, netop for at forebygge betændelse. Det er rigtig vigtigt, at du ikke hiver den løse hud af, da det ellers bliver til et åbent sår. Hvis dette sker, så kommer det først til at blive rigtig ubehageligt og så kan den virkelig komme til at gøre rigtig ondt. Derfor skal du efter at have prikket hul på den sørge for at komme et plaster på, og naturligvis helst et vabelplaster, der er beregnet til formålet.

Vabelplastre indeholder noget fugtabsorberende gel, som er med til at behandle vablen meget hurtigere end hvis du kommer et stykke almindeligt plaster henover. Vabelplasteret fungerer nemlig ligesom et ekstra lag hud, der beskytter området. Det er vigtigt, at plasteret dækker hele vablen, og at det ligger helt lige og ikke folder. Et godt råd er at komme noget elastisk tape hen over vabelplasteret, så du er sikker på at det bliver siddende, også selvom huden bliver fugtig.

Hvad gør du, hvis vablen er blodig?

 

Hvis vablen i stedet for at være fyldt med væske er fyldt med blod, er der ikke længere tale om en klassisk vabel, men en såkaldt blodvabel i stedet. Her anbefales det ikke at prikke hul på den – du skal faktisk bare lade den helt være. Denne type har nemlig endnu større risiko for at medføre en infektion, hvis du prikker hul på den, og den vil også typisk gøre meget mere ondt. Kom blot et plaster henover.

Hvis du er på tur og ikke kan holde ud at gå mange flere skridt med sådan en slambert, så er det naturligvis bedst at punktere den. Du skal dog være endnu mere opmærksom på hygiejnen, når du prikker hul på denne type af vabel. Sørg herefter ligesom ved en almindelig vabel at komme et plaster på for at beskytte såret.

MEST POPULÆRE FØRSTEHJÆLPSUDSTYR


Hvordan skal du forholde dig til en eventuel betændelse i vablen?

 

Vi kan ikke komme udenom, at der altid er en risiko for, at der vil gå i betændelse i den, også selvom du tager alle de nødvendige forbehold for at undgå det. Hvis foden hæver op, bliver rød, og der kommer mange smerter fra området, så er dette alle tegn på, at der er kommet betændelse i. Hvis der blot kommer gul væske fra den, så er det ikke nødvendigvis et tegn på betændelse, det er meget normalt i helingsprocessen. Vær derfor opmærksom på hvordan den opfører sig, og hvis der kommer noget ildelugtende væske ud, så er det også et klassisk tegn på betændelse.

Hvis der er gået betændelse i, er det vigtigt, at du kontakter en læge, så du kan få det nødvendige penicillin for at bekæmpe infektionen. Hvis der går lang tid, før du kan komme til lægen, er det vigtigt, at du sørger for at holde området og såret rent for ikke at irritere såret yderligere og gøre infektionen værre.

Hvilke produkter er uundværlige at have med på tur for at undgå vabler?

 

Inden du drager ud på dit næste eventyr, så sørg altid for at have alt dit grej i orden. Dette gælder ikke mindst dit førstehjælpsgrej, så du er klar til at behandle alle de uvelkomne og smertefulde vabler, der kunne opstå på din tur, hvis uheldet skulle være ude. Derfor har vi samlet en lille liste med de ting, vi vil anbefale dig at pakke med i rygsækken. Dette grej er især uundværligt, når du er langt væk hjemmefra og ikke lige kan komme hurtigt til en læge. Listen over de nødvendige produkter kommer her:

  • Desinfektions produkter – enten som gel eller flydende, dette er egentlig underordnet
     
  • Vabelplaster og almindeligt plaster – det almindelige plaster er godt at have med som backup
     
  • En lille nål eller andet du nemt kan desinficere og herefter bruge til at prikke hul med
     
  • Mild sæbe, som du kan bruge til at rense såret med – især hvis betændelse skulle opstå
     
  • I værste tilfælde kan det anbefales at have noget medicin med – i tilfælde af betændelse
     
  • Elastisk tape til at kunne fastholde vabelplasteret med
     

Du kan derudover finde vores pakkeliste til førstehjælpskasse, når du skal på tur.

Vi håber, at denne guide har været brugbar, og at du er blevet meget klogere på, hvordan du undgår vabler og ikke mindst, hvordan du behandler dem, hvis de skulle opstå. Det ville nemlig være ærgerligt at lade sådan en lille væskefyldt vabel ødelægge din tur, så du ikke kan nyde den ordentligt på grund af smerter. Vi håber, du har fået inspiration til, hvad du skal pakke med i rygsækken for at være bedst muligt beredt på det værste.

Se hele vores udvalg af førstehjælps- og andet rejseudstyr. 

Vi håber, at du får en rigtig skøn tur – helt uden vabler.

Følg os på de sociale medier. Du finder os på Facebook, Instagram og YouTube.